Demonstration: Vi skal holde fast i sympatien for vores erhverv
På lørdag den 21. november klokken 12-14 i er der demonstration i Rådhusparken i Aarhus og på Langelinie i København. Demonstrationen er mod magtmisbrug, manglende respekt for grundloven, demokratisk underskud - og for folkestyret.
Jeg bakker 100 procent op om budskabet i demonstrationen og har stor forståelse for, at man kan have lyst til at markere et standpunkt. Hvis du vil deltage, er det vigtigt, at det sker på en måde, så vi ikke ødelægger den sympati, der er for vores erhverv lige nu.
Aldrig har vi haft så stor forståelse og medvind i landbruget, som vi har nu. Den positive holdning skal vi værne om. Den må vi for alt i verden ikke ødelægge. Derfor er der ingen grund til, at vi kører 500 traktorer ind i Aarhus og København på en lørdag og generer trafikken. Vi kan sagtens markere vores budskab ved blot at møde op med skilte og vores tilstedeværelse. Det er nødvendigt, at vi ikke sætter landbrugets renomme over styr. Derfor er det min opfordring til lørdagens demonstration:
Deltag, hvis du har lyst - med eller uden traktor - og vær en god repræsentant for landbruget.